nye tider

[Siri]

"tja måske, man kan vel godt blive en smugle ensom engang imellem." svarede hun ærligt, den pil hun selv lige havde pulveriseret blev dannet igen i hendes hylster. Hun blev sidene og så bare på ham.

[yukimaru]

han tænkte lidt og kikkede på hende "heey hvor bor du egentlig"

[Siri]

"Alle og ingen steder. Jeg er forældreløs, har intet hus, ingen grund, ingenting ud over penge, men dem gider jeg ikke bruge, jeg er jo warlock, så hvad skal jeg bruge dem til, andet end mad?" Hun smilte, og så ind i skoven, der var nu dejligt stille. "Hvad med dig?" spugte hun lidt efter.

[yukimaru]

"hmm" han tænkte lidt " altså hele skoven er faktisk mit hjem jeg bor overalt i skoven "

[Siri]

Hun nikkede, omstrejfer som hende? Smilet forlod langsomt hendes læber inden hun rejste sig op, hun tjekkede lige de døde mænd der lå rundt omkring i denne del af skoven. "Tror du ikke vi skal gemme dem et sted, så andre folk ikke falder over dem?" Spurgte hun langsomt, tanken om at røre mændene frastødte hende en smugle, men man kunne vel bære dem på andre måder, ikke?

[yukimaru]

varulveblodet i hans krop begyndte at vise sig og han havde revet et stykke kød af dem og stirrede på hende "hvad " sagde han bare og kunne egentlig godt forstå at hun måske begyndte at kikke på ham

[Siri]

Hun så overrasket på ham. "Den reaktion havde jeg ikke lige ventet, men af en eller anden grund tror jeg at det bliver fuldmåne i nat?" Det var en forespøgelse og ikke en bekræftelse, hun anede det ikke selv, og heller intet om varulve, det var ikke lige det hun interesserede sig for. "Skulle vi "ryde op" efter os?" Spurgte hun forsigtigt, hun var blevet en smugle overrasket over hans reaktion, så hun var blevet en smugle usikker, noget hun ikke var tit.

[yukimaru]

"det kan vi da godt " sagde han der begyndte at vokse en lille smule mere hår frem på ham ikke særlig meget det var et tegn på det snart var fuldmåne

[Siri]

Hendes grønne øjne søgt kort imod buskene, denne dreng, Yukimaru, gjorde hende en smugle usikker, noget hun ikke viste, og ikke brød sig om at føle, hun begyndte langsomt at slæbe en mand over i buskene og afventede en reaktion fra ham.

[yukimaru]

han kikkede da hun slæbte dem over i busken og stirrede på dem hans blod begyndte at dunke svagt det var også begyndt at blive mørkt

[Siri]

Pludseligt smed hun manden langt væk fra buskene, mest fordi hun havde udvalgt sig det sted at sove, hun havde godt lagt mærke til at det var ved at blive mørkt, og at han var blevet en smugle mere behåret, hun trak et nyt lig hen imod buskene og smed ham i en anden retning, og sådan blev hun ved til alle var væk og spredt ud over skoven, selv kravlede hun ned under busken og gik i et med den skygge der nu var der. "Du gør mig ikke noget, imens jeg sover vel?" Spurgte hun smilende, og en smugle urogligt.

[yukimaru]

Han smilte bare til hende og kunne nu mærke varulven inde i sig selv han løb ind i mørket og var væk et stykke tid før der kom e klaghyl fa hans varulve form

[Siri]

Hun sov, og forestillede sig at det bare var ham der drillede hende, men hun vidste inderligt at det ikke var sandt, han var blevet til en varulv, hun havde aldrig set en før, og det gjorde hende død nysgerrig, hun vidste godt det kunne koste hende livet, men selvom hun prøvede kunne hun ikke løfte øjnlågne, de var tunge, og hendes øjne trætte, de gad ikke stille skarpt da hun endelig fik sine øjnlåg lyftet, så kunne det da også være ligemeget, hvis hendes øjne ikke gad samarbejde, ville hun da ikke præsse på, de var for trætte, og det accepterede hun ærgeligt, langsomt faldt hun ind i søvnens varme tag, og var efter et par minutter helt væk, hendes vejrtrækning ville ikke selv en hare lægge mærke til, men hendes lugt hang stadig i luften.

[yukimaru]

yukimaru gik nu stille rundt som en varulv i nærheden af der hvor hun var og var nu tæt på hende han kunne mærke duften af menneske og gik helt tæt på hende med snuden ind over hende og lugtede nysgerrigt til hende og brølede af hende og gik lidt tilbage med sulten mund men noget i ham kunne ikke få ham til at angribe hende noget der holdte ham tilbage

[Siri]

Hun slog øjnene op, dog var hendes syn ikke blevet meget bedre, synet kunne let forvæksles med at hun var ved at besvime, langsomt lyftede hun hånden og lod den blidt ae den pælsede snude, inden den igen faldt slapt ned og hun mumlede et eller andet og en stor kanin, på størrelse med et træ hvis stamme var ti meter tyk, hun kunne ikke styre den, og hun ville heller ikke prøve, han måtte selv fange den, det var måske også for at fjerne fokuset fra hende selv, men også for at se eller nogenlunde se hvordan sådan en jagtede sit bytte, hun kunne kun se en slørret mørk plet der hvor han befandt sig, hun fik langsomt et smil placeret over læberne. "Velbekommen." Sagde hun og lod sin hånd pege på kaninen, hvor efter den faldt ned igen.