back wich me.

[Niko]

en lille kalv sad i en kløft og kaldte på sin mor. en kø son stod ved en græs plet og så forvirret ud. en mand var på vej op af bjerget så hurtigt han kunne for at finde ud af hvor hans præmie ko og kalv var blevet af. da han kom op til en lille afsats ventede han let og llyttede han kunne stadig høre det og sukkede. "man hvor kan de være henne" han så rundt med sine smukke blå øjne og håbede sådan at finde dem hurtigt da de jo var meget værd for ham det var alle hans dyr. de var hans venner og familie noget han elskede.

[Siri]

Siri stod allerede på toppen, hun havde godt lagt mærke til manden der gik op for at lede efter et eller andet. "Hvad leder De efter?" Spurgte hun nysgerrigt, og så nysgerrigt på ham, hendes grønne øjne stirrede facineret ind i hans blå, ikke fordi de var facinerende på den måde, men fordi hun mindes sin rigtige fars øjne, men det var efter hånde godt og vel hundrede år siden, måske lidt mere, hun anede det ikke mere, gad ikke holde styr på det.

[Niko]

da Niko hørte en snakke så han rundt og fik så øje på pigen oppe over ham. "jeg lever efter min ko og dens kalv" sagde han med sin blide og varme stemme. hans blå øjne var meget dybe og man kunne ikke lige se det på ham men han var en hårdt arbejdende mand. en som ikke så ud af meget men var mere. han tog fat i siden og kravlede op af mod hende så at snakke bedre og måske se sin ko og kalv.

[Siri]

Hun stod stille til han kravlede over kanten, hun smilte bare da han kom op over kanten. "Dem har jeg ikke set, desværre." Svarede hun venligt. "Men hvad hedder De?" Spurgte hun nysgerrigt, og gav ham en hånd, for at trække ham op.

[Niko]

han smilte og lod hende hjælpe ham op og kom op og side og sukkede. "øv. jeg havde by håbet det. det er min præmie ko og kalv. moren er den første ko jeg fik derfor betyder hun meget for mig" sagde han og lyttede der gik ikke længe før at man kunne høre en kalv kalde på sin mor.

[Siri]

"Er det den?" Spurgte hun smilende, hendes sorte hår var sat op i en høj hestehale, og svingede let da hun drejede hovedet imod lyden, hun scannede hurtigt jorden og fik øje på den godt og vel halvtreds meter væk. "De har stadig ikke svaret på mit spørgsmål; hvad er Deres navn?" Hun lod på ingen måde irriteret, denne del af hende skulle ikke spolere moget endnu, kun hvis han selv har lagt op til det.

[Niko]

han så på hende og smilte hun havde vist ret men hvor var kalven. da hun spurgte om hans navn rødmede han lidt. "undskyld. jeg tror lidt mine dyr går mig til hovedt. "jeg er Niko hyggeligt at møde dig frøken.... " han smilte lidt og så rundt. han håbede lidt at kalven var okey og hun ikke havde noget imod at han havde glemt hendes spørgsmål.

[Siri]

Hun smilte og nikkede langsomt. "Siri, navnet er Siri." Svarede hun, pludseligt pegede hun et sted ned i skoven, det samme sted som en kalv stod, den var ret svær at se, men den var der.

[Niko]

niko så den vej hun pegede og sukkede trist. "det er ikke den. min kalv er meget hvid den der er brun" sagde han og så rundt. han rejste sig og smiltede. "tro jeg går mod koen det er sjælent at en ko går fra kalven" sagde han og smilede.

[Siri]

"Må jeg gå med?" Spurgte hun langsomt, og gjorde mine til at følge efter, dog gjorde det ikke før hun fik et svar.

[Niko]

han så på hende og smilede et venligt og varm hjertet smil og svarede varmt "ja da det ville være hyggeligt" han rakte hende hånden for at hjælpe hende op som en rigtig gengel mand

[Siri]

Hun tog ikke imod hans hånd, rejste sig blot op og klatrede en smugle ned af bakken. "Tak." Svarede hun smilende og venetde på et lille udspring i klippen.

[Niko]

han så på hende og smilede. han så på koen og så på siri han lagde hånden på jorden og der kom en jord bro over til den anden side af kløften der var. han gik over og så tilbage på siri. "Deres grønne øjne er virkelig smukke" sagde han og så bare ind i hendes øjne.

[Siri]

Hun smilte. "Det ved jeg skam godt, jeg lever jo med dem." Svarede hun grinende, og klatrede op igen, for at gå over broen, da hun kom der over så hun sig omkring, dette bjerg lignte lidt det de kom fra med enkelte undtagelser.

[Niko]

Niko gik roligt på broen han havde lavet og så på hende hun virkede som en rigtig sød pige men var det bare skindet som bedragede det anede han jo ikke. han smilte til hende og så rundt pludselig hørte han kalven de var tættere på. "jeg kan høre den" sagde han glad og så på hende og blev nærmest fanget i hendes øjne igen.