ubuden gæst.

[Niko]

det var på tide at sælge det dyrene gav og alle vinter høsten. inde på slottet kom der pudselig nogen soldater og bankede på til tronsalen hvor kongefamilien tit opholdte sig. kongen var ude og sørger fror at folket havde hvad de skulle ha så soldaten ledte efter Aaron og bukkede. "deres højhed vi har en der prøvede at komme ind i byen. vi tror han er spion eller våben sælger da han ikke vil gi nogen dokumentation på at han er hvad han giver sig ud for" sagde soldaten med bøjet hoved. de andre som stod ved indgangen til byen var på vej ind i tronsalen med den fremmede og smed ham ned på gulvet og stilte hans heste uden for. der var to vogne og tæppe over.
manden hed Niko og var meget mystisk i selve hans øjne. han var nok lidt spinkel men synet bedragede tit. han var meget stærker ind som så. han var jo også landmand og arbejdede hårdt men det kunne man ikke altid se på ham.

[Aaron Angel Deminakou]

Aaron havde lyttet til hvad soldaterne havde at berette. Hans drømmende blik hvilede længe på dem og han rejste sig op, bad resten af kongefamilien om at forlade tronsalen for at han kunne ordne sagen og de forlod alle lydigt salen. Så snart de var ude af syne blev døren til tronsalen slået op og manden de havde anholdt blev smidt for fødderne af ham. Han vendte irriteret blikket mod soldaterne ”Hvad er det for en opførsel” hvislede han irriteret og tydeligt vred, noget han eller sjældent blev, stemmen havde været høj og tydelig og soldaterne skyndte sig at hjælpe manden op på benene. Aaron gjorde tegn til at de skulle forlade tronsalen og de forlod modvilligt salen. Hans blik blev vendt mod Niko og blikket var tydeligt undskyldende ”De må undskylde mine soldaters opførsel, de bryder sig ikke om gæster uden dokumentation” sagde han høfligt og langt blidere end tidligere. Han stod med solide ben på jorden og hænderne folede bag ryggen, hovedet en anelse på skrå og blikket rettet mod ham med kun venlighed. Han var iført en hvid skjorte, med tilhørende hvide bukser, og støvler, intet våben kunne ses på ham, det betød dog ikke at han ikke bare nogen. En aura af autoritet, mod og styrke lå over ham og var svær at overse.

[Niko]

Soldaterne havde smidt ham fordi at han havde været mod stridende. han blev hjulpet op og hev sine arme fri fra deres gren. men han havde fået bundet sine hænder sammen og han så på soldaterne da de gik og så så på aaron og løftede brynet. "det kan jeg mærke. jeg ville jo bare ind og sælge mine vare" sagde han og prøvede at få sine hænder fri fra rebet. men det var godt bundet. han så på ham og smilede lidt. han kunne faktisk ikke se hvad der var galt i at komme til en by for at sælge sine afgrøder eller sine dyres uld mælk og alv. han så på aaron med et mere roligt blik og rystede på hovedt. "gider De mon at hjælpe mig"

[Aaron Angel Deminakou]

Aaron blik gled undersøgende hen over manden, han havde ikke løjet medhensyn til sit job, for han lignede ganske sandt en ”landmand” hvis det var det rette ord. Han smilede venligt og trådte hen til ham og formindskede derved de to skridt der var mellem dem yderligere. ”Naturligvis” sagde han og løsnede let og med en elegant bevægelse rebene af hans håndled inden han trak sig en smule tilbage. Han stak hænderne i lommen og rettet blikket mod ham igen ”Vi forsøger at holde vores grænse lukkede for ubudne gæster, hvis De forstår” sagde han fortsat høfligt ”Og da De tilsyneladende ingen papirer eller dokumenter har, ja så lukker vi Dem ikke ind med fri vilje” han tav og så afventende på manden, han forlangte en forklaring men på en venlig måde.

[Niko]

NIko tog om sine håndled da rebene var af og kned det lidt da det var ømt og så på ham. "jeg har faktisk bestilt det men har ikke fået noget svar inu så ved ikke helt hvornår jeg for det. jeg skal jo sælge mine afgrødre til dem der ønsker det og jeg kan ikke leve uden købere." sagde han og smilte stille. det havde snart været et år sidden han havde søgt om parpire til at sælge her.

[Aaron Angel Deminakou]

Aaron så på ham og nikkede ”det er forståeligt men regler er regler, hvis De forstår” sagde han blidt ”der er selvfølgelig undtagelser men så skal vi også kende personen vi står overfor og det er desværre ikke tilfældet” han smilede fortsat venligt ”kan jeg spørg om hvilke land De kommer fra” sagde han høfligt, blikket forlod ikke Niko et eneste sekund, men han virkede afslappet selvom han var opmærksom på enhver bevægelse Niko foretog sig.

[Niko]

*Niko nikkede imens at aaron snakkede. han forstod udemærket. han så på ham og så rundt. da han blev spurgt om land smilte niko. "jeg kommer fra Anthem. jeg ejer gården tæt på skoven" sagde han med et venligt smil.

[Aaron Angel Deminakou]

Aaron gengældte smilet og nikkede javel..” svarede han, Anathem havde de jo ikke spor imod, de var godt nok uenig på forskellige punkter men fjender var de jo ikke helt. Han betragtede Niko tavst inden han fortsatte “og De siger De er her for at sælge deres vare..og med vare går jeg udefra de mener de afgrøder og korn de høster..” sagde han tav i få sekunder inden han fortsatte “hvis De ikke ved det så siger jeg det nu, alle deres vare er blevet inddraget, men da jeg tydeligt kan se at De ikke er kommet for at skabe problemer, og blot er en handelsmand så tilbyder jeg at købe Deres, for de priser De selv sætter, men så må De også forlade landet straks, De er velkommen til at vende tilbage når de har fået deres dokumentationer” sagde han, tog manden imod hans tilbud, ville det hele ende godt og ´lykkeligt´ nægtede han, noget der ingen grund var til, ville man tvinge ham ud af landet uden noget, klart en ulempe

[Niko]

Niko så på ham og da han sagde han ville købe han vare tog han sig på hagen og tænkte lidt. "hmm jeg havde ellers troet at folk i byen ville blive glade for at se friske vare og gerne ville handle. og det er ikke kun korn det er også mælk uld og et par kid" sagde han og tænkte lidt. så aaron ville alsår købe alle hans vare men så... så ville det jo ikke gi'et til folket men til kongehuset. han så på aaron og smilte så lidt lusket men også varmt. "kun på en betingelse må de købe mine vare. det er vis de bliver givet til folket. det var jo dem jeg ville handle det med" sagde han og smilte. han tænkte meget på andre.

[Aaron Angel Deminakou]

Det ene bryn gled op da han snakkede om betingelser. Hvem turde give de kongelig betingelser, de fleste ville være taknemlig over sådan et tilbud som Aaron havde givet og skynde sig ud, ikke fordi kongehuset i Nah´jul var nogle usle ondskabsfulde personer for det var de helt sikkert ikke, men af ren respekt. Et lille smil gled hen over Aarons læber da han hørte betingelsen ”Det er kun rimeligt” svarede han med en venlig tone, denne mand så ud til at være en af de venlige sjæle, og Aaron havde faktisk respekt for hans mod og det åbne sind.

[Niko]

Niko smilte da aarion sagde ja til bitingelsen og nikkede. "det var godt." sagde han og smilte. han hørte pludselig en af sine heste vrinske og han skyndte sig over til vinduet og så ned. en af vagterne kunne ikke styre hans heste. han så på aaron og smilte. "undskyld mig" sagde han og åbnede vinduet og hoppede ud. han landte perfekt på jorden da han jo fik den til at hjælpe og skyndte sig over til sin hest og skubbede vagten væk. "rolig min ven rolig jeg er her" sagde han og så den stejlede lige ved ham. han satte sig ned selv om den kunne dræbe ham og gjorde intet. den så på ham og da han havde sidet der satte hesten sine hove i jorden ved siden af og snussede til ham for at sige undskyld. Niko smilte og så p mulen og nussede den. "godt. ingen skal komme til skade vel" sagde han og så op mod vinduet han var hoppet ud af.

[Aaron Angel Deminakou]

Aaron havde hørt hesten vrinske på samme tid som Niko. Han havde blot nikkede til ham da han bad ham undskylde sig og fulgte efter ham da han gik hen til vinduet dog holdt han afstand. Hans blik var rolig selv da han hoppede ud af vinduet og Aaron så ham aende perfekt på jorden. Blikket var fuldkommen roligt, og venligt da den gled hen over ham, hans hoved gled en anelse på skrå da Niko satte sig på jorden, men han var bevidst om at denne unge mand var noget særligt, og ikke ville lade sig dræbe af en hest, så de rar sikkert noget under den ro der lå over ham da han satte sig, og ganske sandt faldt hesten til ro. Aaron smilede skævt da Niko enlig så op mod vinduet hvor han selv stod, omgivet af det lys som han kunne lege med som det passede ham, og som altid lå omkring ham og fik ham til at virke som noget stort og respektabelt, og ikke mindst myndigt. Vagten som Niko havde skubbet til side var kommet sig over chokket da hesten faldt til ro og var på vej hen til dem, “stand” lød Aaron stemme, og trods afstanden var den rolig, lav og myndig. Vagten standsede og så op på ham uden at tage blikket til sig.

[Niko]

Niko smilte til aaron og rejste sig og nusede hesten. "bare rolig de gør dig ikke noget mere" hviskede han til hesen som var helt rolig nu han gik tre skridt frem og hesten fulgte ham han så på vagterne og så op på aaron. "når prins. hvor skal jeg stille tingene" spurgte han og smilte. han vidste at aaron ville holde ord. det kunne han føle og niko vidste at vagterne lyttede til aaron. og hesten var jo også en af dem som meget blev behandlet vildt. han havde så store marker at de kunne være frie. hesten så på vagterne og stampede i jorden lidt.

[Aaron Angel Deminakou]

Med en bevægelse til vagten trak denne sig et stykke tilbage så hesten ikke skulle føle sig truet af ham. Aarons blik blev vendt mod Niko og et skævt smil krydsede hans læber “De behøver ikke sætte dem i slottet, så vi kan lige så godt læse dem op på en vogn” sagde han og nikkede til soldaten som straks vidste hvad han skulle og skyndte sig ind efter en vogn. Aaron hoppede ned og landede let og enormt elegant på benene, han stak hænderne i lommen og gik lydløst hen til Niko, dog standsede han godt nogle meter fra ham så han ikke skræmte hesten. Det så nærmest ud som om lyset fulgte ham når han gik, og det var hvad lyset faktisk gjorde.

[Niko]

Niko så på aaron. "du må undskylde mine heste. de er mere vilde end tame" han så på vognen som kan og så på aaron og bad ham passe på med blikket og løstede hestenen fri og de kom over til ham. han så på sine vogne og slog hårdt med foden i jorden og man kunne se jorden under vognene slog op på vognene og de kastede alle tingene op. Niko lavede en bevægelse med hånden og noget vand greb tingene og stilte det på vognene og log sig synke igen.