Oppe i bjergene

[Annabella]

Det var meget koldt oppe i bjergene. Det kunne have noget at gøre med, at man steg op i det kolde, hvor vinden var barsk og tempraturen ikke steg. Annabella sad op af en klippevæg, inde i nogle af de få huler der var i bjerget. Hun lignede en dukke som hun plejede. En fin porcelæns dukke, som alligevel virkede så levende og smuk. Hendes øjne var lukket, så hun så ikke hvad der skete omkring hende. Hun var klædt i sort tøj, som hun plejede, det lange hår hang løst og det så megt levende ud. Hun lignede en beskidt lille, fin dukke som blot var blevet smidt ud. En dukke i menneske størrelse.

[Siri]

Siri sad uden for i kulden, det stak på hendes arme, og hun var blegere end hun plejede, men hun tog sig ikke af smerterne, de forsvandt jo med tiden sagde hun hele tiden til sig selv. Men det gjorde de ikke, de blev bare være og være, tilsidst gav hun op og gik langsomt ind i hulen med buen parat til skud, hun så godt pigen der sad med lukkede øjne, og satte sig over for, hendes hud lyste en smugle op fordi den var så bleg og hulen var så mørk.

[Annabella]

Hun bevægede sig ikke. Hun sad helt stille, som en lille fin dukke ville have gjort. Helt lydløst, man kunne knap nok se at hun trak vejret. Hun lignede faktisk bare en dukke. Annabella sov ikke, hun var vågen, men hun ville ikke bevæge sig, før det var nødvendigt. Kulden generede hende ikke. Hendes tøj var dejlig varmt.

[Siri]

Siris tøj var ret varm, og dog, kun hendes hætte trøje var varm, men den havde vinden gennem boret på ingen tid. Hendes hud blev langsommere mere og mere bleg, næsten hvid. "Hvem er De?" spurgte hun koldt.

[Annabella]

Hun rørte sig ikke. Hun trak kun vejret svagt, så man ikke kunne registrere det. Hun brugte sit dukkeydre, til at være som en statue. Død. Livløs. Hvad man end kaldte det. Hun så i hvert fald ikke levende ud, og dog lidt.

[Siri]

Hun smilte, det var sjovere end hun troede. "Det må De selv uden om, hvis De ikke er livløs nu, bliver De det om lidt." Svarede hun grinende og sendte en pil afsted så den snittede hendes kind og satte sig fast i væggen bag hende. Hun var ligeglad med at hun måske drabte et levende væsen, bare det ikke var hende var hun ligeglad, ligeglad med at hun roede sig ud i noget var hun også, ligeglad med... alt.

[Annabella]

Hun blødte. Roligt åbnede hun sine øjne og rørte lidt ved sit lille snit sår. Hun lagde hovedet en anelse på skrå i et øjeblik, inden hun rejste sig op og så på hende, med øjne der antydede at hun var tom som en skal. Hendes anden personlighed vågnede. Hun smilede iskoldt og ondt, inden hun formede en masse vand omkring sig og formede en bobbel som hun roligt begyndte at sende om hende. Drukne hende var en løsning. Men det kunne da være sjovt at se hvad der skete hvis hun legede ldit med hende.

[Siri]

Hun stod stille, blodet i hendes åre var næsten fråset af kulde, hendes hud blev stadig blegere og blegere. Kort efter faldt hun om, lige inden havde hun stykket hånden ned i tasken og fundet et plaster frem, som landte ved siden af hende. Hun var iskold, der var intet farve i hendes hud. *Dør jeg nu?* spurgte hun sig selv, hun var stortset ligeglad om hun gjorde, men så igen, hvad med hendes venner? det var første gang i lang tid hun havde tænkt på andre end sig selv. Hun var væk, trak kun lige vejret, kæmpede en håbløs kamp om at komme til sig selv igen.

[Annabella]

Hun så koldt på hende og indså, at hendes legetøj var faldet om. Hun sukkede opgivende og trak hende med sig længere ind i hulen. Slæbte hende, for at være mere korrekt. Hun slap hende da de var langt nok inde og så roligt på hende. Hun holdte sig klar til at dræbe hende, for det ville hun i sidste ende. Dræbe hende.

[Siri]

Hendes hud blev meget, meget langsot mere normal, men hun vågnede ikke, de få ridser hun havde fået under slæbe turen healede hurgtigt, stadig intet tegn på liv, hun lignede lidt den dukke Annabella havde lignt for kort tid siden.

[Annabella]

Annabella lignede stadig en dukke, som bevægede sig. Hun så længe på hende, men gad til sidst ikke spilde sin tid med det. Hendes anden personlighed forsvandt og Annabella trådte til. Hun huskede ikke hvad der var sket, men holdte en hvis afstand.

[Siri]

Plastret lå hvor det var landt i udkanten af hulen. Siri rørte let på sig og rullede så væk, hun var stadig ikke ved bevidsthed, hendes arme føltes bare som om de brændte hvilket fik hende til at rulle, ikke fordi det hjalp, hun rullede bare, pludligt lå der ikke en pige, men en isbjørn, hendes krop havde fundet fejlen og havde fundet ud af at det gjorde ondt fordi hun frøs, derfor var hun blevet til en isbjørn. Lidt tid efter slog hun øjnene op og skuttede sig en smugle i den varme pels der nu omgav hende.

[Annabella]

Hn så roligt på hende, som den dukke hun nærmest var. Hun rørte sig ikke, sagde ikke noget til hende eller noget. Det gav ingen mening for hende at sige noget. Hun vendte sig i stedet om og gik længere ind i hulen, ås hun til sidst støtte på en klippevæg og måtte stoppe op. Hun lagde sig ned og prøvede at sove, som en lille fin dukke.

[Siri]

Hun rystede lidt, hvorfor skulle hun også altid sætte livet på spil? Hun så nysgerrigt op da dukke pigen gik længere ind i hulen, hun var klog nok til ikke at følge efter hende. Hun gik langsomt, haltende og støttende op af muren hen imod udgangen, mest for at tage plastert op, men også for at danne så meget mellemrum i mellem dem som overhovedet mugligt.